Tid, erindring og materialitet

Video-m-dreng

Hvorfor, hvordan, hvorhen, for hvem, for mig, for meget, for lidt, fortravlet, forviklet, fordrejet, for tid og erindring?

Jeg stiller mig selv mange spørgsmål undervejs – før, under og efter et værks tilblivelse. Til tider synes mulige svar og refleksioner at dukke op – stikke snuden frem – inden de forsvinder og fortaber sig i min ubevidste erindring. Tror de fleste kender til oplevelsen af ”næsten at kunne huske noget” – at kunne fornemme, at have en fornemmelse af noget man gerne vil huske, uden at kunne indfange og erindre det. Kender fornemmelsen når det forsvinder, lige inden det gribes af bevidstheden. Hvis jeg forsøger at tvinge svaret frem – at vride armen om på ryggen af min tågede erindring , forbliver svaret udenfor rækkevidde. Når jeg opgiver kampen – lader det være i fred og lader tiden gå, hænder det, at min ubevidsthed giver mig min erindring tilbage.

Jeg har mine erindringer, andre har deres, du har dine. Men vi har også fælles erindringsstof – kollektiv erindring, der ligger som fælles geologiske lag. Vi har fortrængt disse lags oprindelse, og har skabt selvfølgeligheder. Vi står i vores færden og liv på disse geologiske lag og oplever os selv som unikke individer i tidens centrum med egne subjektive erindringer. Og selvfølgelig er vi unikke. Og selvfølgelig har vi retten til at definere vores egen virkelighed. Øjeblikke i mit liv er unikke – for mig. I nuet står øjeblikket klart i min erindring. Det gør det også over tid – blot i en redigeret og forandret udgave. Tiden ændrer vores erindringer, så de passer til vores ønsker og behov.

Når jeg tager helikopteren, væk fra min egen navle og slutter mig til højderne. Når jeg løfter mig op over mig selv, op i fuglehøjde, kan jeg lettere få øje på den kollektive erindring . Erindringer ser anderledes ud oppefra. De er ikke så subjektive, som jeg bilder mig ind. De er enslignende, kan grupperes, er universelle – på sin vis trivielle og monotone. Gentagelser i menneskers liv, cirkulære rytmer der pulserer i evig gentagelse uden entydig binding til den aktuelle tid. På samme tid repræsenterer de øjeblikkets stilstand og uendelighedens gentagelser. Velkommen til mit univers. Tid og erindring betragtet gennem materielle aflejringer.

Hvorfor, hvordan, hvorhen, for hvem, for mig, for meget, for lidt, fortravlet, forviklet, fordrejet, for tid og erindring?