Den personlige frisættelse
Om kunstneren Beth Mohr
Af kunstrådgiver, skribent og blogger Connie Boe Boss
Beth Mohr er uddannet på kunstakademiet Amsterdam (Gerrit Rietveld Academie i Art og Design) og har altid beskæftiget sig med det fællesmenneskelige i sin kunst. Hun skildrer det umiddelbare indtryk af et sceneri i et spontant og vitalt malerisk sprog, og ofte ud fra en generøs personlig vinkel. Hendes kunstneriske udvikling har ført hende fra at beskæftige sig med oplevelsen af erindringer til nu i højere grad at interessere sig for nuværende livsvilkår for kvinder.
Erindringerne
Fortiden er et livsanker og bringer mening ind i nutiden, og derfor har Beth Mohr i en del år (malet slettes) arbejdet med erindringsbilleder. Erindring handler om eksistens, om at være her eller ej. Sammenhængen mellem det levede liv, refleksionen over det afprøvede og det nuværende har optaget hende, som vej til erkendelse og retning i livet.
Mange erindringer ligner hinanden fordi de er opstået ud fra en fælles kultur. F.eks. har hun i sine malerier brugt sin egen barndom i 1960´erne, som nok er en personlig historie, men som ikke kun er hendes barndom. Den er fuldstændig ens med mange andres.
Beth Mohr ser det sådan at de spontane erindringer kommer uanmeldt via sanseindtryk og har en stærk evne til at påvirke os følelsesmæssigt. De er en genvej til vores fortid. Hvorimod kollektive erindringer er noget, vi deler med et kulturelt fællesskab. De dækker indhold fra før vi selv blev født, og ligger som et ubevidst, mentalt lag i samfundet og definerer, hvad der er acceptabel eller ikke-acceptabel adfærd.
Ved at beskæftige sig med disse kollektive erindringer og normer for det acceptable fandt kunstneren ind til en ny vej i sine værker, som hun nu kendetegnes ved.
Normer og kontrol
I de senere år har Beth Mohr skabt en serie værker kaldet ”The Unseen”, som skildrer kvinder siddende på toilettet med trusserne nede om hælene. Eller rettere: Man ser det nederste af deres ben, sko eller fødder og trussen. Arbejdet er sat i gang af kunstnerens ønske om fokus på kvindelighed og hvordan kvinder er i verden.
Billedrækken opstod p.gr.a en oplevelse, Beth Mohr havde en aften på vej hjem på cykel, hvor hun passerede en mand, der stod og tissede ved et træ. Hvad hvis det havde været en kvinde, der sad og tissede der, tænkte hun… Hvad ville hun så have tænkt? Helt sikkert anderledes – noget andet i hvert fald, og hvorfor?
Hvorfor tænker vi anderledes om kvinder i det offentlige rum? F.eks. også om en beruset kvinde kontra en beruset mand... Hvilke normer skal kvinden bevidst eller ubevidst ifølge os alle leve op til? Hvad pålægger kvinder sig selv i forhold til opførsel, og hvilke samfundsmæssige forventninger er der til dem?
Beth Mohr mener, at der stadig er forventninger om at kvinden er i kontrol, at hun opfører sig ordentligt, følger visse normer og har styr på sig selv.
Trussemalerierne kaldes ”The Unseen” fordi det er uset, ja uhørt, at kvinder sætter sig i det offentlige rum når de skal tisse, og fordi kvinder generelt ikke lader sig se i denne intime situation, og da slet ikke hvis de lægger et trusseindlæg i deres underbukser. Beth Mohr kræver hverdagen tilbage til kvinderne, afmystificerer deres intime situationer og blotter dem, sårbart, men ægte. Det er sådan her virkeligheden er – Take it or leave it!
Malerierne blotter mere end hvad reelt vises på dem, nemlig en fanden-i-voldskhed og normnedbrydende feminitet – det er ”in your face”, og det gibber lidt i beskueren.
At blive mast i form
Der er ingen tvivl om, at Beth Mohr har fundet mere vrede og oprør frem i sig selv, og at det har ført til flere politiserende værker.
Kunstneren mener at angsten for eksklusion og kravet om at holde på formerne afholder kvinder fra at udleve deres potentiale i frihed og hun oplever at den protestantiske, afholdende og kristne mentalitet, der ligger under folkesjælen i Danmark, stadig bliver mast ned over hovedet på kvinder. Beths oplevelse igennem barn- og ungdommen var, selv at skulle makke ret, for at blive accepteret.
At indtage sin plads og sin krop
Efter værkserien ”The Unseen” har Beth Mohr nu påbegyndt serien ”Chairs and Thrones”. Under et arbejdsophold på Foundation Valparaiso i Spanien inspireredes hun af de forhåndenværende stole og researchede omkring stole. En stol formet som trone er selvfølgelig udtryk for en herskers magt, men oprindeligt signalerede stolen også magt, tænk bare på landbohjemmene, hvor manden sad på husets eneste stol, mens resten af husholdningen stod op.
Helt aktuelt så vi i 2021, hvordan EU’s kommissionsformand, Ursula Von der Leyen, ikke var tiltænkt en stol under et officielt besøg hos Tyrkiets præsident Erdogan, og derfor måtte sætte sig i en sofa, hvilket i hele verden uden undtagelse blev tolket som en ydmygelse, degradering og fornærmelse.
Beth Mohr tog under sit ophold på Foundation Valparaiso fotos af sig selv på og i stole og bruger nu disse som forlæg for malerier, malet ovenpå gamle malerier, for at signalere at hun bygger ovenpå sine tidligere erindringer og erfaringer med en ny måde at se verden på.
Hun kræver retten til en stol tilbage, hun kræver magten og kvindens retmæssige position tilbage. Krop og stol er her ét objekt i en nærmest performativ handling.
Kunstneren gider ikke tækkes mere, hun har valgt sin egen vej, hun trodser – og det kan ses i hendes nye værker, hvor hun har taget sin 60-årige krop og smidt den op på en stol – det er ”no Bullshit” fra nu af!
At male med kroppen
Beth Mohr betragter sig selv som en fysisk person, der slukker for hjernen når hun maler. I forarbejdet til maleriet bruger hun sin sproglighed og refleksion og bearbejder skitser med farve og komposition evt. i photoshop. Men når hun maler, er det ”håndholdt” så at sige, hun maler i flow, det er ”One Take” med høj hastighed i strøgene.
Og ikke nok med at hun bruger kroppen når hun maler. På det seneste viser hun også som nævnt sin egen krop i fotos og maleri, fordi selve det, at sætte kroppen i spil er væsentligt for hende. Men det er også vigtigt at almengøre hendes egen krop og at få lagt afstand ind mellem hende selv og motivet og det gør hun ved at male den.
Hun legaliserer at tage et foto og gøre det til et maleri ved at fortolke og abstrahere, for, som hun spørger sig selv: Hvordan eksekverer man forskellen mellem foto og maleri? Svaret er for hende at jo længere væk fra sig selv hun får motivet i maleriet, jo bedre lykkes det almene i abstraktionen for hende.
For Beth Mohr er fotoet ”for nemt” i sig selv som kunstnerisk udtryk – hun har brug for den modstand, selve det at male motivet giver, og det skal helst skurre lidt, der skal være noget, der pirrer eller irriterer øjet, noget menneskeligt, som fotoet ikke kan fange. Hendes fortolkningsarbejde er i sidste ende det, der gør det til kunst i publikums øjne. Desuden fremhæver paletten hendes fortolkning af et foto: Hun nærmest ”flytter farverne” fra virkeligheden og kan ofte ende i besynderlige, ikke virkelighedsnære farver, der understreger abstraktionen.
Et andet sprog
For Beth Mohr er det vigtigste, at kunst kan gøre noget ved beskueren som ikke er sprogligt. Billedkunsten kan noget der ligger ud over sproget – det er simpelthen et andet sprog, der rører et andet niveau i mennesket.
Publikum må gerne fornemme at der er noget på færde her, noget de ikke forstår. Og der må gerne være en sanselighed, der binder an hos beskueren og føjer en emotionel genkendelse til oplevelsen.
Samtidig må kunsten godt være et spejl for det, vi erfarer i hverdagen, men ikke har ord for, eller måske ikke engang lægger mærke til. Der er noget alment, tilladende og provokerende ved f.eks. trussebillederne i ”The Unseen”- serien, nemlig det, vi ikke rigtig ser eller vil se. Et værk kan spejle noget pinagtigt men også almindeligt og befriende, næsten som når man ser noget forbudt eller fortrængt sort på hvidt i en bog.
På den måde oplever jeg, at hele Beth Mohrs kunstneriske projekt handler om empowerment. Især ligger der selvfølgelig autonomi og selvbestemmelse for kvinder i hendes værk, men i sidste instans er der et frigørende potentiale for hele det menneskelige fællesskab i hendes kunst.
Hun går tættere og tættere på det, der bare ER her og opfordrer os til at få øje på det, der ligger ligefor, men ikke er skildret i kunsten før og heri ligger hendes store styrke og vedkommenhed som kunstner.